Hvad siger vi egentlig, når vi siger ”jeg oplever, at"?

Hvad gemmer sig egentlig under ordene – og hvorfor kan den formulering til tider udvikle sig problematisk og bruges som et retorisk magtmiddel?

Når vi siger ”jeg oplever, at” og ”i min oplevelse” er det ikke bare en bevidsthed om, at vi alle er subjekter i verden. Det giver også et blik ind i vores følelser og fortidige erfaringer.

Det kan også bruges som et sprogligt magtmiddel – at ens oplevelse af en situation er en individuel sandhed og den kan der derfor ikke ændres ved eller stilles spørgsmål til.

En model af verden

I den kognitive terapi kalder man det ”en model af verden”, andre omtaler det som et landkort.

Uanset metaforen er det en måde at opfatte virkeligheden på. Den virkelighedsopfattelse går gennem flere lag: Sansning, tolkning, associationer og følelser knyttet hertil.

Vores opfattelse af virkeligheden er baseret på vores erfaringer gennem et levet liv og det er med fortiden som rettesnor, at vi bevæger os i nutiden. Vores oplevelser igangsætter vores følelser.

Sansning og tolkning

Vi sanser både det ydre og det indre - i os selv.

Den ydre sansning: Hvad hører vi helt konkret, ord for ord, at der bliver sagt? Hvordan høres ordene? Var tonefaldet neutralt, højt, lavt, hviskende, sammenbidt? Hvordan ser den anden ud imens? Smilende, rynkede bryn, øjenkontakt? Hvordan blev vejret trukket? Overfladisk, roligt, hurtigt, langsomt?

Man kan også inddrage rummet og andet i sin ydre sansning.

Derudover er der den indre sansning: Hvordan mærkes min krop fysisk? Bliver jeg varm, kold, opspændt, afslappet i samtalen? Hvordan trækker jeg vejret? Har jeg følelsen af, at min puls stiger?

Lige ved siden af sansningen har vi tolkningen. Alle sanseindtryk tolkes bevidst eller ubevidst ud fra det kort over verden, som vi hele tiden broderer videre på.

Når vi tolker, får vi vores sansning til at betyde noget. Det tonefald vi hører, tolker vi til at betyde noget særligt. Det ord vi hører brugt tildeler vi en mening. Det samme med kropssproget.

Vi giver den anden og os selv en rolle i situationen. Han er den sure/den ligeglade/den bedrevidende/den vrede. Jeg er den, der bliver misforstået/prøver alt hvad jeg kan/giver mig/strækker mig.

Vær opmærksom på, at der også findes andre tolkningsmuligheder end dem, man umiddelbart får.

Vores tolkning baseres på det, som vi har oplevet i vores liv. Det er associationer og følelser, der er knyttet til de tolkninger, vi bruger.

Associationer, følelser og behov

Når vi tolker er det baseret på det, vi har oplevet før. Vi får i den aktuelle situation associationer til tidligere oplevelser og følelser knyttet hertil.

Gamle erfaringer aktiveres og med dem in mente reagerer vi. Hvis vi får en fornemmelse af, at noget ubehageligt er ved at ske, gør vi hvad vi kan, for at undgå det følelsesmæssige ubehag. Det kan være følelser som fx skam, forladthed, afvisning, skyld, forkerthedsfølelse, at føle sig ubetydelig eller ikke vigtig. Vi kan reagere ved at gå i forsvarsposition.

Der kan skabes et indre drama, fordi tolkning, association og følelser er i high alert. Det indre drama kan udspille sig således, at den anden måske end ikke er klar over, at h*n deltager i dramaet.

Her er det relevant at spørge sig selv, hvad man har brug for. Og svaret er aldrig, at den anden skal gøre, være eller sige noget andet. Det her handler nemlig i første omgang ikke om den anden, men om egne følelser, baseret på egne associationer, der giver tolkninger af det sansede.

Vi kan altså ikke sige ”jeg har brug for, at du stopper med at gøre, som du gør” eller ”jeg har brug for, at du ikke er en idiot”. Det er ikke den andens ansvar at ændre sig, for at kalibrere en indre ubalance.

Vi kan i stedet sige: "Jeg har brug for lidt luft, for jeg er simpelthen så overvældet, at det hele kører med mig." Eller: "Jeg føler mig skamfuld og det er så sindsygt ubehageligt, at jeg må trække mig og komme tilbage med friske øjne og ører til det her om en halv time." Eller måske: "Jeg har brug for trøst, vil du give mig et kram."

Eksempel - en samtale

To kolleger/venner/partnere har en samtale. Den anden bliver ved med at stille spørgsmål til det jeg siger. Det tolker jeg som om, at jeg skal tjekkes og som om h*n ikke stoler på, hvad jeg siger. Det associerer jeg til mine tidligere oplevelser, hvor jeg har skulle komme igennem over for andre, fx forældre/lærere/venner/familie/kollegaer. Jeg føler mig misforstået og dum. Når jeg føler mig dum, bliver jeg mig skamfuld og føler mig mindre værd. Det er en gammelkendt og meget ubehagelig følelse. Det bliver jeg vred over og bliver derfor gal på min kollega/ven/partner.

Måske kunne den andens spørgsmål skyldes et ønske om at forstå det sagte eller afsenderens position endnu bedre. Eller også var den anden ikke så vidende om netop det emne.

Sprogligt magtmiddel

"Jeg oplever, at" kan blive et sprogligt magtmiddel, fordi det kan affeje muligheden for enhver kritik. Sagen er bare, at den formulering alene er et kondensat af det, vi tillægger det sansede - baseret på tidligere erfaringer og følelser. "Jeg oplever, at" er altså en subjektiv genfortælling af et hændelsesforløb.

Derfor kan man godt stille spørgsmål til det. Spørge til det sansede - hvad sagde/gjorde hvem hvornår. I modsætning til det tolkede - hvad antog jeg, at der blev ment. Det kan vise sig, at det indre drama har overtaget fortællingen og det forløbne mere end man er klar over.

Det indre drama og tolkninger af det sansede er vi hver især selv ansvarlige for. Vi kan i en samtale godt anerkende at der kan have været et ubehag til stede, men underkende, at det bliver sandheden for fortællingen. En oplevelses sandhedsværdi kan anfægtes og tales om. Når vi kan det, slutter samtalen heller ikke ved "Det er bare min oplevelse".